Når man nu har købt sig en smart rød cabriolet, så skal man jo også have en bilforsikring – især når man bor i sagsøgernes højborg. Det er iøvrigt ikke helt billigt at forsikre en bil i Florida (folk kører med hovedet oppe i røven hernede, hvilket afspejles i prisen) men det er en anden historie. Jeg fandt et forikringsfirma ved navn Progressive som forsikrer udlændinge uden amerikansk kørekort, de viste sig dog hurtigt at være dobbelt så dyre som et andet populært selskab, Geico, så dem skrottede jeg hurtigt til fordel for sidstnævnte. Geico vil dog have at jeg skal anskaffe mig et Florida Drivers Licence (ja, hvis jeg flytter til en anden stat, så skal jeg også tage kørekort der…) – det koster dog ikke alverden. Eftersom amerikanerne selv lærer deres børn at køre så skal man blot tage en teoriprøve i en automat og tøffe lidt rundt på køreteknisk anlæg i sin bil, thats it! Simpelt ikke? Eller det skulle man ihvertfald tro.
Jeg fik booket mig en teoriprøve og ville så i samme omgang også booke mig en køreprøve så jeg kunne få skidtet overstået – der var dog fem forskellige typer køreprøver at vælge imellem og jeg aner ikke hvad forskellen på dem er, så jeg greb knoglen og ringede til motorkontoret for at spørge dem ad – åh den stakkels kontordame der skulle til at tænke sig om, hvor fik man ondt af hende (hahaha.. haha.. hah..). Efter at have forklaret hende min situation at jeg er udlænding med et europæisk kørekort der gerne vil tage en køreprøve fik hun rigtig nok forklaret mig at jeg skal tage teoriprøven først (klap klap, det sagde booking systemet også) hvorefter hun sagde at jeg så først kan booke en køreprøve 30 dage efter, hvor jeg i mellemtiden øver mig i at køre under opsyn af en med et “rigtigt” kørekort. Da jeg stillede spørgsmål ved det udsagn lod hun mig vide at det var fordi de på den måde ville være sikre på at jeg kunne finde ud af at køre bil inden den praktiske prøve. Her måtte jeg så bede hende om at holde pause og gjorde hende opmærksom på at jeg har haft kørekort i 7 år til både bil og motorcykel og har kørt bil stort set hver dag siden. Som en ekstra lille goodie gjorde jeg hende også opmærksom på at jeg altså har kørt bil herovre den sidste måned, så kunne hun da tage det med i sit regnskab, plus det faktum at forsikringsselskabet kræver at jeg får et amerikansk kørekort inden 30 dage fra policens ikræfttrædelse. Det var her hun blev usikker, da hun forvirret og med sitrende stemme måtte erkende at hun ikke vidste hvad der skulle ske nu, da der intet stod på hendes computerskærm om hvad man gør med udlændinge der har et statsautoriseret bevis på at de må føre et køretøj og som iøvrigt allerede har fået indregistreret en bil på baggrund af et internationalt kørekort. Efter at have hængt i røret i to-tre minutter hvor hun forhørte sig hos sit bagland kom hun tilbage og spurgte hvor i Europa mit kørekort var udstedt. Da jeg svarede Danmark kunne jeg straks høre på hende at det ikke var det svar hun havde håbet på. Det eneste kørekort de var i stand til at overføre uden videre er det tyske..?
Efter lidt sludder frem og tilbage ved jeg ikke om hun fandt sig et andet felt at vinge af i formularen, men hun blev til sidst enig med sig selv om at da jeg var over 18 var der en reel chance for at jeg nok havde prøvet at køre lidt i en bil og sagde til mig jeg med den begrundelse godt kunne booke en køreprøve, men at jeg først skal tage et fire timers online kursus i “Drug, Alcohol, and Traffic Awareness”, så jeg var klar over hvilke risici der hang sammen med at drikke, tage narko og køre bil bagefter. Med al den forvirring det skabte for hende at forstå at jeg ikke behøver en kørelærer, undgik jeg at fortsætte med fortællinger om min erfaringer med at pisse i kopper til de tyske tolderes narkotests i en industripark ved Flensborg på månedligt basis, hvor samtlige biler med danske nummerplader blev stoppet og chaufførerne blev trukket igennem hele test-møllen når der var technofester, og takkede pænt for hjælpen. Da jeg efterfølgende blev stillet videre til en telefonmaskine der gerne ville have mig til at vurdere kvaliteten af opkaldet og servicen valgte jeg at afslutte opkaldet, inden jeg fik sendt flere bureaukrater på arbejde med at analysere mine sandsynligvis opgivende og ringe anmeldelser.
For at resumere kort, har jeg nu en fire timers date med et onlinekursus (hvor man kan stoppe og starte processen som man vil, iøvrigt incl den tilhørende videnstest(…)) samt en maskine på et administrativt center på 14 sal, og en lukket bane med et par skilte og en parkeringsbås hhv den 17. og 20. september. For opklaringens skyld kan jeg nævne at, ifølge motorkontorets hjemmeside, er et af de primære krav til køreprøven er at man kan betjene et manuelt gearskifte uden nævneværdige komplikationer, med mindre den bil man medbringer har automatgear altså, så behøver man ikke…
Jesus!!!!