Et nyt år truer

Jeg hører til en af dem der kom godt ind i 2013 og man må sige at turen hertil har været spændende og rimelig intens hvad oplevelser angår, specielt de sidste par måneder. De sidste mange indlæg her har været dedikeret mit internship hos TARGIT US Inc i Tampa, Florida – og jeg er her da stadig, selvom det nu lakker mod enden. Jeg flyver hjem til Danmark den 30. januar med blandede følelser. Der er mange ting jeg kommer til at savne her; gode kolleger, lækre biler, billigt skrammel fra a-z og ikke mindst det abnormt gode vejr. Glæder jeg mig til at komme hjem til det utaknemmelige danske vintervejr? Nej, på ingen måde. At kunne køre med kalechen nede i slutningen af December i shorts og tshirt og stadig have det varmt er nu en ting jeg kommer til at savne på daglig basis.

På den anden side glæder jeg mig også til at komme hjem. Hjem til venner og bekendte, og ikke mindst min dejlige kæreste som også lige har fået sig to uger her i Florida hen over jul og nytår. Dertil kommer alt det nye der venter. Jeg er kun min specialeopgave fra at kunne bære titlen som Master of Science in Operations and Supply Chain Management – Civilingeniør i Virksomhedssystemer på godt gammel dansk. Specialet skal også skrives hos TARGIT, blot fra kontoret i Hjørring – og som alt ser ud bliver det en naturlig forlængelse af det arbejde jeg har lavet her i Tampa de sidste par måneder. Nu kan jeg efterhånden se enden på de sidste snart 6 års studier, og jeg glæder mig som en afsindigt meget til at være færdig med at studere. Specielt efter jeg nu har fået smagt på erhvervslivet som det sandsynligvis vil komme til at se ud for mig de næste mange år.

Eftersom tiden tikker hurtigt afsted så er det blot at kigge på hvad jeg stadig mangler at nå inden jeg skal hjem til Danmark. Første milestone er den 10. januar hvor jeg skal aflevere mit projekt, som jeg arbejder intenst på disse dage, og samtidig kan jeg se frem til at få besøg af Morten Møller, der knap lige er kommet hjem fra Brazilien før han fiser over Atlanten igen. Så er det vist tid for os at få lejet et par Harley’er og kørt op og ned af vejene i Tampa og omegn, det er trods alt Januar 🙂

Ud over skidt og ballade som vi finder på undervejs, så har jeg tænkt mig at bruge så meget som muligt af min vågne tid på at springe ud af flyvere i Zephyrhills. Dels for at arbejde videre på mit certifikat men også i ligeså høj grad med tanken om at skulle til at springe i det kedelige danske vejr. Så er det vist om at nyde omgivelserne her så meget som muligt!

Når Morten tager hjem har jeg lige en uges tid tilbage plus/minus det løse, til at få pakket, sagt farvel, færdiggjort alle projekter og ellers vinke farvel til alle de steder i Florida jeg er kommet til at holde af. Og som jeg selvfølgelig kommer tilbage til igen før eller siden!